Blæst, blæst og atter blæst har lagt en stor dæmper på trollingfiskeriet her de sidste par måneder, så det var en befrielse at stå op til en stille morgen den 13. december. Tågen lå dog tæt, så det var en forsigtig tur ud mod Bakkerne med både AIS og radar i gang. Heldigvis klarede det op når jeg kom ud over kanten og fik sat grejerne med kurs mod Bakkerne. Efter en times fiskeri gik den yderste sideplaner med en blank 60 gr. toby. Den plaskede en del i overfladen og var svær at hale ind så jeg troede den var fejlkroget. Frygtede at plaskeriet skulle tiltrække en sæl, men heldigvis fik jeg en stor havørred på ca. 6 kg i nettet uden problemer og den sad klokkerent på krogen. Skønt endelig en fisk i båden efter tre 0 ture her i efteråret. Stimefiskene på loddet blev færre hvor længere jeg sejlede ud, så jeg sejlede tilbage på lidt lavere vand hvor der igen var mange stimer på loddet. Tiden gik og kursen blev sat tilbage mod Arnager mens jeg begyndte at rigge af. Da jeg kun manglede tre stænger løb den yderste side planer med toby’en igen. Jeg var helt inde på 119 fods dybde, så det var tæt på kanten til det lave vand. Det var en typisk laks som sprang helt vildt flere gange. Vandet var ca. 7 gr. derude så det er jo heller ikke rigtig koldt endnu. Den sad heldigvis godt fast og oppe i båden vejede den også ca. 6 kg selvom den var lidt længere end havørreden. Da jeg kom i land og rensede fiskene så jeg at maveindholdet bestod af hundestejler og hornfiskeunger på ca. 20 cm. Ikke en brisling eller sild, så det var måske derfor de kun tog den blanke toby med en blå stribe, som måske har lignet en hornfisk? Det er jo mærkeligt at man fiske med 12 forskellige blink, brisling, den stive og det så er det samme blink der tager fiskene. Men det er ikke første gang det sker J

Knæk og Bræk

Anders