På Rådsmøde i Luxemburg om 14 dage (den 23.-24. oktober) fastsættes kvoterne for fiskefangster i Østersøen endegyldigt og p.t. ser det sort ud for vores fiskeri efter laks og torsk, hvis kommissionens forslag vedtages.
For torskefiskeriets vedkommende forventes et totalt stop for rekreativt fiskeri, både hvad gælder den vestlige og østlige torskestamme, så kvoten reduceres altså fra én torsk/dag til nul. Midt i den ulykke kan man så glæde sig over, at vi dermed også slipper for polske pirkebåde med hang til voldsomt overfiskeri.
For laksefiskeriet i Østersøen opretholdes forbud mod fangst i hovedbassinet, men erhvervsfiskerne må dog fortsat lande laks (med og uden fedtfinne) som bifangst. I alt 53 967 styk, dansk andel 11 183 laks. Hvilke former for fiskeri, der giver anledning til så store bifangster forklares ikke?! Der foreslås også en reduktion i den nordlige del af Østersøen, idet fiskeriet ved Ålandsøerne ophører, så kun kystnært fiskeri efter laks i Den Botniske Bugt tillades.
Hvordan lystfiskernes laksefiskeri ender med at blive, er spændende, men kommissionen antyder dog, at vi kan forvente status quo, så en enkelt laks uden fedtfinne må hjemtages?
Eller vil Rådet lytte til protester og tillade en laks/dag uanset fedtfinnestatus? Der er selvfølgelig også den mulighed, at Rådet følger ICES anbefaling om totalt stop for fiskeri efter laks i hovedbassinet. Vi venter spændt, men det ser sort ud!
Mvh Afgående postmester