Hej Alle
4 skønne dage på havet med meget stille vejr (måske for stille…?) blev det til i denne omgang. Solen kunne vi dog nyde, da der ikke var meget gang i laksene under vores båd. Skønt var det dog alligevel derude.
Torsdag blev det til en fin laks, men både fredag og lørdag var bum-dagen, hvor det eneste der kom op i båden var en rød ballon, plastikposer og en stump gammelt garn, alt imens sælerne skulede til os i behørig afstand. Utroligt hvad der flyder rundt derude, hørte endda Jan K. berette om en portlåge med “Z” og det hele…. Trist er det at så mange bruger vores unikke fiskevand som losseplads.
Søndag skulle far og jeg så dog alligevel prøve lykken en sidste gang, for det kunne jo være… Sejlede ud over Lerhagen før vi drejede ned mod Sukkertoppen. Det forlød på snakken over vhfén at laksene bed forsigtigt, da flere havde haft hug, men mistet fiskene igen. Downriggeren stod på 90 fod, med 25 fod imellem de 3 liner monteret med små 4″ blink da jeg tænkte at de små lette blink kunne ha en lidt mere frisk og fristende gang i vandet.
Ca. 1 mil nord-øst fra Sukkertoppen begyndte den øverste stang på riggen at dirre. Stangspidsen rettede sig ud og en åbenlys god fisk brød overfladen 30 meter skråt bag båden midt imellem linerne på styrbords planerboard. Fisken gik herefter til bagbord og sprang flere gange ud af vandet – et smukt syn! Grejet på riggen blev hurtigt samlet og en forholdsvis kort fight, med 2 mindre udløb, kunne begynde. Landingen blev lidt hektisk da de inderste liner og blink fra begge planerboards fulgte med fisken ind. Fisken kom dog i båden og kunne vejes til 13 kg hvilket er ny PR.
Super afslutning på denne omgang af Bornholmerlaksen for mit vedkommende, da jeg ikke får tid til flere havdage i denne omgang. Se frem til en ny udgave af BH-laksen til efteråret, på trods af eventuelle restriktioner. Spændende bliver det at se hvad det ender med. Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at sige tak til alle derude på vandet, over vhfén, i havnen og klubben generelt for en sjov og spændende konkurrence.
Knæk og bræk til alle.
Ses derude.
Martin R-N